Spørger ønskede bekræftet, at de i forbindelse med køb af elektricitet fra deres samarbejdspartnere kunne anses for en afgiftspligtig videreforhandler, jf. momslovens § 14, stk. 2, men at leveringen af elektricitet til Spørger ikke var omfattet af omvendt betalingspligt i momslovens § 46, stk. 1, nr. 11, da Spørger videresolgte elektricitet til en slutforbruger.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at levering af elektricitet til Spørger, som afgiftspligtig videreforhandler, ikke var omfattet af reglen om omvendt betalingspligt i momslovens § 46, stk. 1, nr. 11.

Skatterådet lagde vægt på, at når Spørgers ladestander blev anvendt, så købte Spørger den anvendte elektricitet fra virksomheden, hvis elforsyning ladestander var tilkoblet, og videresolgte den til den ladende part, hvorefter Spørger var omfattet af definitionen af en afgiftspligtig videreforhandler, jf.  momslovens § 14, stk. 2.

Af forarbejderne til momslovens § 46, stk. 1, nr. 11 fremgik, at formålet med bestemmelsen var at indføre omvendt betalingspligt på levering af elektricitet til en afgiftspligtige videreforhandler. Levering af elektricitet til Spørger var herefter omfattet af reglen om omvendt betalingspligt uden at være omfattet af undtagelsen til reglen. Spørger var således betalingspligtig af momsen ved køb af elektricitet fra Spørgers samarbejdspartnere.

Sagen angik omberegning af grundværdien efter den dagældende vurderingslovs § 33, stk. 18, 2. pkt. Tvisten i sagen var, hvilken etagearealspris der skulle anvendes ved omberegningen af grundværdien for en ny ejendom i basisåret 2003 - enten etagearealprisen for den udstykkede ejendom, eller etagearealprisen, som var gældende for grundværdiområdet i basisåret.

Landsretten fastslog, at formålet med reglerne om indførelse af et loft over grundlaget for beregning af kommunal grundskyld var at begrænse stigning i ejendomsskatterne for den enkelte grundejer. I sagen var der imidlertid tale om ansættelsen for en ny ejendom.

Herefter og henset til ordlyden af bestemmelsen og forarbejderne hertil fandt landsretten, at der ikke var grundlag for at fastslå, at den nye ejendom i et tilfælde som det omhandlede skulle "overtage" den udstykkede ejendoms etagearealpris.

På den baggrund og i øvrigt af de grunde, som byretten havde anført, fandt landsretten at omberegningen var foretaget i overensstemmelse med vurderingslovens § 33, stk. 18, 2. pkt. Ligesom der ikke var grundlag for at anse ansættelsen som foretaget.

Landsretten stadfæstede derefter byrettens frifindende dom (SKM2024.253.BR).

Skattestyrelsen præciserer, at gevinst og tab på andelsbeviser i andelsboligforeninger, der er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, skal indgå i kapitalindkomsten og ikke i aktieindkomsten, jf. personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 5 a, når betingelserne for skattefrihed i aktieavancebeskatningslovens § 15, stk. 1 eller 2, ikke er opfyldt.

T havde i en administrativ straffesag accepteret Skattestyrelsens bødeforlæg. T havde fået beskikket en forsvarer i den administrative straffesag.

I retten fremlagdes mails fra den beskikkede forsvarer og Skattestyrelsen vedrørende salæropgørelsen og tidsforbruget. Skattestyrelsen var uenig i den beskikkede forsvarers opgørelse af tidsforbruget, som Skattestyrelsen fandt unødigt højt. Det fremgår af Skattestyrelsens høringssvar til byretten, at den beskikkede forsvarers tidsopgørelse var 14 timer.

Byretten var enig i styrelsens betragtninger om, at tidsforbruget i sagen forekom unødigt højt. 

Efter en samlet vurdering fastsatte retten salæret til den beskikkede forsvarer til 14.140 kr. med tillæg af moms, svarende til 7 timer, hvilket tidsforbrug efter oplysningerne fra Skattestyrelsen erfaringsmæssigt er sædvanligt i lignende sager.

I spørgsmål 1 ønskedes det bekræftet, at midlerne i en trust stiftet af Spørgers far i 2021, skulle anses som en del af Spørgers personlige formue.

Spørgers far, som stiftede trusten, levede stadig, og Spørgers far kunne, så længe han levede, bl.a. fjerne og erstatte trustee, udpege den/de fremtidige trustees og begrænse den primære begunstigedes beføjelser. Spørger kunne, med visse begrænsninger, testere over midlerne i trusten.

På grund af Spørgers fars mulighed for, så længe han levede, fx at udskifte trustee, måtte trusten anses for transparent i forhold til ham. Spørgers fars rådighed var således på daværende tidspunkt stærkere end Spørgers, der var bundet op på en testationsret. Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte spørgsmålet.

I spørgsmål 2 ønskedes det bekræftet, at Spørger kunne anvende ABL § 38, stk. 3, for så vidt angik den del af midlerne i trusten stiftet i 2021, der udgjordes af aktier, såfremt Spørgers skattepligt til Danmark ophørte inden den 18. august 2030. Henset til, at det ikke kunne vides, om Spørgers far stadig levede, når Spørger fraflyttede, og det dermed var usikkert, om trusten ville være transparent i forhold til Spørger på fraflytningstidspunket, afviste Skatterådet spørgsmålet.

I spørgsmål 3 ønskedes det bekræftet, at midlerne i trusten stiftet af Spørgers farmor i 1994 skulle anses som en del af Spørgers personlige formue. Spørgers farmor, som stiftede trusten, var død, Spørger kunne testere over formuen i trusten og trusten skulle ophøre efter Spørgers død. Skatterådet kunne derfor bekræfte spørgsmålet.

I spørgsmål 4 ønskedes det bekræftet, at Spørger kunne anvende ABL § 38, stk. 3, for så vidt angik den del af midlerne i trusten stiftet i 1994, der udgjordes af aktier, såfremt Spørgers skattepligt til Danmark ophørte inden den 18. august 2030.

Da Spørger var blevet fuldt skattepligtig til Danmark den 18. august 2023, ville Spørger, såfremt Spørger fraflyttede Danmark senest den 17. august 2030, på fraflytningstidspunktet have været skattepligtig til Denmark i mindre end 7 år inden for de seneste 10 år før fraflytningen, og Spørger var derfor ikke omfattet af reglerne om fraflytterskat på aktier. Skatterådet kunne derfor bekræfte spørgsmålet.

I en administrativ straffesag havde S fået beskikket en forsvarer. Forsvareren anmodede retten om tildeling af et beløb til indhentelse af revisorbistand, henset til at sagen indeholdt komplicerede skattemæssige forhold.

Skattestyrelsen udtalte, at sagen ikke indeholdt komplekse skatte- og momsregler eller regnskabspraksis, som skulle gøre det nødvendigt med revisorbistand til forsvareren, som skulle være omfattet af beskikkelsen. Forsvareren fastholdt sin begæring.

Efter en gennemgang af sagens bilag, besluttede retten at efterkomme forsvarerens anmodning og tillade revisorbistand, dog begrænset til 40.000 kr.

Skattestyrelsen påkærede byrettens kendelse med påstand om, at afgørelsen ophæves, så anmodningen om tildeling af et beløb til revisorbistand ikke efterkommes. Til støtte for påstanden anførte Skattestyrelsen navnlig, at der ikke var grundlag for afholdelse af udgift til revisorbistand i en sag af denne størrelse, hvor det primært var det juridiske, som bestrides, og hvor der ikke øvrigt var givet en begrundelse for behovet for revisorbistand. Forsvareren fremkom ikke med bemærkninger i anledning af kæremålet.

Landsretten henviste til, at forsvarerens anmodning måtte opfattes som en anmodning om forhåndsgodkendelse af, at forsvareren ville være berettiget til dækning af udgifter til revisorbistand efter skattestraffelovens § 3, jf. retsplejelovens § 741.

Efter praksis kan der indhentes forhåndsgodkendelse af, at forsvareren vil være berettiget til godtgørelse for udgifter til revisorbistand. Godkendelse forudsætter, at udgiften til revisorbistand konkret skønnedes rimelig og nødvendig for udførelse af et tilstrækkeligt forsvar.

Landsretten fandt, at der ikke forelå oplysninger, som tilsagde, at revisorbistand var nødvendigt for udførelse af et tilstrækkeligt forsvar. Der var allerede derfor ikke grundlag for at imødekomme anmodningen.

Landsretten afsagde herefter kendelse om, at byrettens beslutning ændredes, så forsvarerens anmodning om forhåndsgodkendelse af udgifter til revisorbistand ikke blev imødekommet.

Som forhold 1-3 var T tiltalt for senest den 18. april 2018 via told- og skatteforvaltningens Tast-Selv, med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for hans skatteansættelse for indkomstårene 2014-2016, idet T angav fradrag for indbetaling på etablingskonto på henholdsvis 120.334 kr. (indkomståret 2014), 87.671 kr. (indkomståret 2015) og 131.671 kr. (indkomståret 2016), fradrag for tab af unoterede aktier med henholdsvis 287.531 kr. (indkomståret 2014), 298.731 kr. (indkomståret 2015) og 299.731 kr. (indkomståret 2016), og udbytte af danske unoterede aktier med henholdsvis 244.891 kr. (indkomståret 2014), 265.331 kr. (indkomståret 2015) og 269.331 kr. (indkomståret 2016), hvorved der kunne være opnået uberettiget vinding med 323.572,49 kr.

Som forhold 4 var T tiltalt for senest den 28. april 2018 via told- og skatteforvaltningens Tast-Selv, med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for hans skatteansættelse for indkomståret 2017, idet T angav fradrag for indbetaling på iværksætterkonto med 75.771 kr., samt fradrag for rejseudgifter med 21.031 kr., hvorved der kunne være opnået uberettiget vinding med 32.041,51 kr.

T forklarede, at han ikke havde foretaget nogen af indberetningerne til told- og skatteforvaltningen. Han havde ingen idé om, hvem der skulle have gjort det. Det var ikke ham, der havde foretaget de anførte rettelser. I 2018, boede han hos sin mor. Når han dengang fik post, åbnede hans mor posten og kom med den til ham. Han har aldrig brugt Tast Selv, og derfor opdagede han ikke, at told- og skatteforvaltningen lukkede hans adgang til Tast Selv. Han har ikke modtaget brevene fra told- og skatteforvaltningen, der blev sendt med almindelig post. Han har ikke modtaget indkaldelsen fra politiet, der blev sendt i e-Boks.

Byretten fandt, at det måtte lægges til grund, at de rettelser, der var foretaget i T’s årsopgørelser for årene 2014-2017, var foretaget ved anvendelse af T’s NemID, samt at det kun var T, der kunne opnå økonomisk vinding på baggrund af de derved opnåede fradrag, der måtte anses for åbenlyst uberettigede. Henset hertil, samt da T havde forklaret, at der ikke var andre, der havde haft adgang til at anvende hans NemID, herunder kode og nøglekort, måtte retten desuden lægge til grund, at det var T, der havde foretaget de pågældende rettelser, samt at han derigennem havde forsøgt at unddrage det offentlige i alt 355.614 kr. T fandtes dermed skyldig i tiltalen.

T idømtes en bøde på 325.000 kr. Forvandlingsstraffen for bøden blev fastsat til fængsel i 60 dage som en tillægsstraf i medfør af straffelovens § 89.

Byrettens dom blev anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært til formildelse. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse.

Landsretten stadfæstede byrettens dom og fastsatte straffen som en tillægsstraf. Landsretten henviste til, at T heller ikke for landsretten var kommet med en troværdig forklaring på, hvorfor han ikke modtog brevene fra told- og skatteforvaltningen, eller hvem der havde foretaget indtastningerne i Tast-Selv samt at navnlig berigelsen ville tilfalde T, og at ingen andre havde benyttet T’s NemID.

Retten fandt, at et samvirke, der afviklede bankospil og foretog donationer til velgørende formål, ikke var en forening, men en virksomhed drevet i interessentskabsform. Retten lagde herved bl.a. til grund, at der ikke var afholdt generalforsamlinger, idet det ikke var fremlagt dokumentbevis herfor. De afgivne vidneerklæringer og forklaringer ændrede ikke herved. Skatteministeriet blev således frifundet. 

Spørger (A/S) havde solgt en erhvervsejendom og ønskede at genanbringe fortjenesten ved salget efter reglerne i ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A. Inden salget havde Spørger udlejet ejendommen til et søsterselskab, der drev virksomhed i ejendommen.

Genanbringelse er blandt andet betinget af, at den afståede ejendom har været anvendt erhvervsmæssigt i ejerens eller den samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed.

Udlejning af fast ejendom anses i denne forbindelse ikke for erhvervsvirksomhed.

Dog anses udlejning til et selskab, hvori ejeren af den faste ejendom og dennes ægtefælle direkte eller indirekte har bestemmende indflydelse, for erhvervsmæssig virksomhed, såfremt selskabet anvender ejendommen erhvervsmæssigt. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår det, at der ved ejeren og dennes ægtefælle forstås ejere, der er fysiske personer (hovedaktionærer).

Det var Skatterådets opfattelse, at undtagelsen således kun finder anvendelse for fysiske personer, der udlejer en ejendom til deres hovedaktionærselskab.

Efter Skatterådets opfattelse havde Spørger, der var et aktieselskab, ikke mulighed for at genanbringe fortjeneste ved salget af den udlejede ejendom efter reglerne i ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A. Det var en følge af, at genanbringelsesreglerne ikke finder anvendelse for udlejede ejendomme. Spørger var samtidigt ikke omfattet undtagelsen hertil, idet den kun gælder for fysiske personer, der udlejer til sit eget hovedaktionærselskab.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at Spørger kunne genanbringe fortjenesten ved salget af ejendommen efter reglerne i ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A.

Spørger leverede rådgivningsydelser i form af dybtgående vurdering af tekniske, finansielle og miljømæssige forhold, som indgik i kundens beslutningsgrundlag, når kunden skulle tage stilling til potentielle nye investeringer indenfor energisektoren. Kunden var en AIF, og det blev lagt til grund for svaret, at Kunden skulle anses for en investeringsforening i momsmæssig forstand.

Skatterådet fandt ikke, at Spørgers ydelser, som nævnt i tre konkrete eksempler, kunne anses som ydelser vedrørende fast ejendom, idet vurdering af de faste ejendomme ikke kunne anses for at være det fremherskende element ved Spørgers ydelser.

Skatterådet fandt, at Spørgers ydelser var omfattet af momsfritagelsen for forvaltning af investeringsforeninger i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra f, idet ydelserne ansås for at være udformet specifikt med henblik på kundens konkrete investeringsbeslutninger, og kunden alene anvendte ydelserne til dette formål.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at Spørger skulle betale moms af de rådgivningsydelser, som Spørger leverede til kunden.

Spørger 1 havde ejet en udlejningsejendom i over 40 år. Ejendommen, som bestod af 11 beboelseslejemål og 2 erhvervslejemål, var fuldt udlejet.

Ejendommen havde en offentlig ejendomsvurdering på 25.000.000 kr. pr. 1. oktober 2020. Vurderingen havde udgjort 25.000.000 kr. siden 2010. Der var ifølge Spørger 1 ikke sket faktiske eller retlige ændringer på ejendommen siden sidste vurdering af ejendommen. Der var ifølge Spørger 1 heller ikke særlige omstændigheder.

Ejendommen var i seneste årsregnskab optaget til 24.600.000 kr.

Spørger 1 havde 2 børn. Det blev påtænkt at overdrage ejendommen til børnene til - 15 % af den seneste offentlige ejendomsværdi. Ligeledes blev det påtænkt at overdrage med succession.

Spørger 1 indgik aftaler om alle ombygninger og væsentlige vedligeholdelsesaftaler. Spørger 1 besluttede tillige hvem, der skulle lejes ud til. Det var Spørger 1, der i sidste ende besluttede lejefastsættelse, forbedringer m.v. Administrator havde alene en rådgivende funktion. Administrator havde ingen beslutningskompetence.

Skatterådet bekræftede, at udlejningsejendommen kunne anses for en aktiv erhvervsvirksomhed, hvorfor overdragelsen kunne ske med succession i ejendomsavancen efter KSL § 33 C. Der var herved henset til, at Spørger 1 varetog opgaven med indgåelsen af aftaler af væsentlig økonomisk betydning for driften af udlejningsvirksomheden vedrørende den faste ejendom, og at Spørger 1 havde bestemmende indflydelse på disse væsentlige forhold. Samt at de ikke i overvejende grad måtte anses for at blive varetaget af en uafhængig fysisk eller juridisk person.

Skatterådet bekræftede endvidere, at ejendommen kunne overdrages til Spørger 1’s 2 børn til ejendomsvurderingen - 15%. Der var herved henset til, at der ifølge det oplyste hverken var faktiske eller retlige ændringer siden vurderingen. Der var også henset til, at der ifølge det oplyste heller ikke var et holdepunkt, der kunne medføre, at der forelå særlige omstændigheder.

Spørger flyttede fra Schweiz til Danmark for at udføre forskning som postdoc ved et dansk universitet. Postdoc-opholdet blev finansieret gennem et postdoc-stipendium fra en schweizisk fond, der dækkede leveomkostninger og forskningsudgifter. Spørger ønskede at få bekræftet, at stipendiet ikke ville være skattepligtigt i Danmark.

Skatterådet fandt, at den del af legatet, der blev anvendt til dækning af forskningsudgifter, var skattefri i henhold til ligningslovens § 7 K, stk. 4, mens den del, der blev anvendt til dækning af leveomkostninger, ikke var omfattet af skattefriheden efter denne bestemmelse.

Skatterådet fandt, at den del af stipendiet, som dækkede leveomkostningerne, var omfattet af artikel 21 (Anden indkomst) i DBO mellem Danmark og Schweiz. Da det baseret på de foreliggende oplysninger blev lagt til grund, at Spørger var hjemmehørende i Schweiz, kunne det omhandlede beløb efter artikel 21 kun beskattes i Schweiz.

Skatterådet kunne derfor bekræfte, at stipendiet ikke skulle medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i Danmark.

I spørgsmål 1 ønskedes det afkræftet, at Spørger skulle betale indkomstskat i Danmark af en trust, som Spørger havde arvet fra sin biologiske mor ifølge hendes testamente, og hvorfra Spørger modtog udbetalinger fra Australien på 1.500 dollars om måneden.

Da der i nærværende sag var tale om, at der ikke var nogen kapitalejer, da det var usikkert, hvem der efter Spørger død skulle have midlerne i trusten, kunne Spørger i udgangspunktet sidestilles med en rentenyder.

Da Spørger efter trustvedtægten skulle have udbetalt indkomsten fra trustens kapital, skulle Spørger beskattes af denne indkomst.

Såfremt de penge Spørger fik udbetalt hver måned ikke svarede til afkastet i trusten, som fx afkast fra aktier eller fordringer, men også kom fra fx trustens formue, skulle alle de beløb, som Spørger modtog, beskattes som personlig indkomst, da der udover afkast fra trustens aktiver også var tale om udbetaling af trustens kapitalgrundlag.

Skatterådet bekræftede således, mod Spørgers ønske, at Spørger skulle betale indkomstskat i Danmark af udbetalingerne fra en trust i Australien, som han havde arvet fra sin mor og besvarede spørgsmålet med "Ja, se dog indstilling og begrundelse".

Sagen handler om den momsmæssige behandling af udbud og tildeling af koncessioner til opførelse af havvindmølleparker. Til koncessionen hører en 2-vejs pristillægsmodel/CfD-ordning. Pristillægsmodellen sikrer den kommende koncessionsindehaver en estimeret minimumsindtægt i relation til den planlagte produktion af elektricitet. Dette sker ved at yde et positivt pristillæg som beregnes i forhold til markedsprisen for elektricitet på et givent tidspunkt. Samtidig kan udbyder i visse situationer være berettiget til at modtage et negativt pristillæg fra Koncessionsindehaveren.

Sagen handler særligt om, hvorvidt disse pristillæg er momspligtige.

Skatterådet bekræfter, at både det positive og negative pristillæg falder udenfor momslovens anvendelsesområde og derfor ikke er momspligtige.

Spørger anmodede Skatterådet om at bekræfte, at Spørger som ladestanderoperatør kunne opnå tilbagebetaling af elafgift efter elafgiftslovens § 11 g (indsat ved lov nr. 1776 af 29. december 2025) af elforbrug til opladning af elbiler hos kunder i private husstande, der var omfattet af elvarmesatsen efter elafgiftslovens § 6, stk. 1, 1. pkt. I Spørgers tilfælde var elektriciteten i husstandene ikke omfattet af andre regelsæt, og Spørger kunne dokumentere, at den forbrugte elektricitet var fuldt afgiftspligtig for kunderne.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørger kunne opnå tilbagebetaling for en periode, hvor der var betalt fuld elafgift, når Spørger som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet på anmodning kunne fremlægge opgørelser af målinger af kundens fuldt afgiftspligtige elforbrug i perioden fra det aftagenummer, der forsynede ladestanderen med elektricitet, og med angivelse af aftagenummeret. Det var forudsat, at Spørger i øvrigt opfyldte alle betingelserne for tilbagebetaling i elafgiftslovens § 11 g.

Styresignalet præciserer de skattemæssige konsekvenser, hvis en skatteyder bliver omkvalificeret fra selvstændigt erhvervsdrivende til lønmodtager i en situation, hvor skatteyderen har indgået en aftale med en kunde om levering af en arbejdsydelse via skatteyderens selskab, og hvor selskabet har udbetalt løn til skatteyderen.